Mange handicappede atleter bliver nemlig beskyttet unødvendigt i deres møde med omverden, mener Jens Møllenberg. - Jeg har oplevet at tale med unge, handicappede atleter, hvor deres forældre fuldstændig overtog samtalen. Da jeg mødte Kasper første gang, gav hans far ham et klap på skulderen og trak sig så tilbage, så vi kunne snakke sammen. Hovedet fejler jo ikke noget, og man bliver nødt til at vælge sine begrænsninger, hvis man skal klare sig selv. Et handicap er jo ikke dit liv. Det er bare sådan, det er. Kan selv, vil selv, skal selv Kasper kan selv, vil selv og skal selv, og den indstilling praktiseres i Kaspers hverdag på skydebanen. Herinde er vindens rusk blevet afløst af en konstant lavfrekvent summen fra udluftnings kanalerne i det lyddæmpede rum. Efter et par prøveskud og justeringer i sigtet, går Kasper i gang. Første skud går ikke helt som planlagt. 9,8 er ikke godt nok. Nyt hagl i. Dyb vejrtrækning og sekunder der føles som minutter. Det gode sigte ryger, og Walther LG-40’eren sænkes. Her er ro som i en kirke uden rumklang. Ingen rører sig, men Kaspers kinder får tiltagende rød kulør. Han tager endnu en dyb vejrtrækning og et nyt greb om riflen. Så lyder et lille plaf og luftriflen sender blyhaglet afsted. Mod 9,3. - Det er ikke et skud, jeg er stolt af, konstaterer Kasper tørt og fisker et nyt blyhagl frem. Som ender fint i skivens sorte midterfelt. 10,5 står der på skærmen foran Kasper. - Det er sådan, man jagter guld, siger han lige så afdæmpet som før, men Louise Hasager, der står bagved, har hørt ironien. - Blærerøv, svarer hun hurtigt og med et stort smil. ”Her er jeg ekstra god” Man skal ikke opholde sig længe i klub lokalet med de tre kaffemaskiner og det opretstående klaver, før man fornemmer stemningen i skytteforeningen. Kommentarer som “er du blevet endnu grimmere siden sidst” og “hold nu bare din kæft, og kom i gang” flyver mellem trænere og skytter, og heller ikke klubbens nyslåede paralympiske håb skånes. Det diskuteres, om det er en god ide, at han bliver fotograferet til nærværende artikel. - Vi forsøger at drille Kasper ligeså meget som alle de andre, smiler Louise Hasager. Hvilket tilsyneladende passer hoved personen selv ganske udmærket. - For mig er det fedeste, at jeg er her på lige vilkår med alle de andre. På den måde har klubben motiveret mig til at blive ved med at sigte efter den 10’er, indtil det føltes naturligt at ramme den. Når drengene løber ud og spiller fodbold, så løber jeg ingen steder. Her er jeg lidt ekstra god, og det giver mig et boost, men hvis jeg ikke blev behandlet som alle andre, tror jeg, at jeg ville føle mig. Det er lidt voldsomt at sige, at man skulle føle sig mindre værd, men du forstår nok, hvad jeg mener. Det forstår man, når man har tilbragt en skydetræning i Kasper Lousdals selskab. Næste skridt på vejen mod større mål, er et klassificeringsstævne i Hannover, Tyskland. Sikkert er det, at Kasper klassificeres som en SH-1’er, men hvilken slags SH-1’er vides endnu ikke, og det er afgørende, for hvor meget støtte Kasper må benytte sig af, når han skyder. I hvert fald glæder de sig til nye udfordringer i Thy og minder hinanden om skydningens gyldne regel: Uanset om der skydes i Ydby, Rio eller Tokyo, så gælder det stadig bare om at ramme 10’eren. 28 PARASPORT MARTS 2019
Del
Print
Download PDF fil
Arkiv