Leder I Gødvad IF har superleder Anni Rasmussen været med til at få et gymnastik hold op at stå. Læs reportagen på side 20. Foto: Anita Graversen. Superledere skal skabe inklusion At børn med handicap kommer i gang med idræt i fritiden er ingen selvfølge. Med projekt ”Superleder – Sammen om sport” afprøver vi modeller, som kan bane vejen for at inkludere børn med handicap i foreningsidrætten. Elever med handicap, der er enkeltintegreret i folkeskolen, har ofte et mangelfuldt idrætstilbud i skolen. De fritages for idræt, får fysioterapi i stedet for eller deltager i begrænset omfang i idrætsundervisningen. Børn på specialskoler modtager ofte god idrætsundervisning i skolen. Men fælles for alle børn og unge med handicap er, at et idrætstilbud i fritiden ikke er en selvfølge. Mens børn uden handicap i høj grad starter med at gå til idræt ved at følges med naboens børn og klassekammeraterne, så ser det anderledes ud for børn og unge med handicap. Her er vejen til idræt i fritiden ofte belagt med forhindringer. Nogle af disse forhindringer skal projekt ”Superleder – Sammen om sport” være med til at rydde af vejen. I fysikkens verden er en superleder en elektrisk leder, som har en modstand på 0 Ω. I projekt ”Superleder – sammen om sport” er en Superleder en person, som åbner døre, fjerner modstand og rydder forhindringer af vejen for inklusion af børn og unge med handicap i foreningsidrætten. Det vil typisk være et foreningsmenneske, som brænder for foreningen og gerne vil være med til at udvikle en forenings rummelighed. Projektet afprøver to modeller. En model rettet mod børn og unge med handicap, som er enkeltintegreret i folkeskolen, og en som er rettet mod børn og unge, der går på specialskole og/eller i specialklasse. Fælles for begge modeller er, at der tilknyttes en Superleder til inklusionsmodellerne. Med tilskud fra puljen Socialstyrelsens pulje ”Inklusionsprojekter for børn med handicap” har vi pr. 1.2.2016 igangsat projektet, som løber over 3 år. De første måneder har fokus været rettet mod børn og unge på specialskoler og specialklasser. De foreløbige erfaringer peger på, at der er et klart behov for projektets initiativer, og at superledermodellerne skal tilpasses hvert enkelt idrætstilbud. Efter Paralympic Day den 8. oktober i Vejen har fokus så været rettet mod enkeltintegrerede børn og unge. Alle – ikke mindst interesserede børn og unge og deres pårørende, specialskoler og foreninger, kan læse mere om projektet og følge udviklingen på www.superleder.com AF SØREN JUL KRISTENSEN, BREDDECHEF “Superlederen er en person, som åbner døre, fjerner modstand og rydder forhindringer af vejen for inklusion af børn og unge med handicap i foreningsidrætten.” PARASPORT DECEMBER 2016 5
Download PDF fil
Arkiv