En central fordel i kommunesamarbejdsmodellen er muligheden for at indgå en kontrakt med kommunerne og på den måde sikre sig et forpligtende samarbejde med klare mål, der rækker bredt ud på tværs af aktører. Omvendt er denne tilgang tung og tidskrævende, samtidig med, at samarbejdet risikerer at blive fastlåst og blindt for initiativer og aktører, der står uden for DIF, DGI, PD og DAI. Som et ret modsætningsfyldt alternativ til kommunesamarbejdsmodellen kan der være inspiration at hente i en national platformsmodel i tråd med Den Nationale Platform for Gadeidræt. En sådan struktur kan rumme nye initiativer, der vokser nedefra, som giver mulighed for at agere mere fleksibelt – også geografisk – i forhold til den nuværende organiseringsform. Ulempen kan være en mindre styring med processerne og en mindre koordineret indsats på tværs af eksempelvis en hel kommune. Som et tredje scenarie for fremtidig organisering kan man lade sig inspirere af en ’Socialøkonomisk samarbejdsmodel’. Den er inspireret af Den Sociale Kapitalfond, som investerer penge i sociale indsatser, som de kun får retur når, og hvis en given indsats lykkes og dermed giver en besparelse, der modsvarer investeringen. Tilgangen kræver skarpt fokus på økonomiske effekter af indsatserne, hvilket kan opfattes som både en fordel og en ulempe. Effektmålinger er generelt svære at påvise i mange idræts- og bevægelsesrelaterede projekter, og denne evaluering efterspørger netop muligheden for skarpere fokus på effekter i det fremadrettede arbejde. Samtidig lurer dog en fare for at reducere værdierne af idræt og bevægelse til udelukkende at handle om målbare effekter og økonomisk vinding. 19
Download PDF fil