BESTYRELSENS BERETNING Bestyrelsens beretning 2019 Indledning 2019 var det første hele år for mig som formand for Parasport Danmark – og sikke et fantastisk år. For mig var især to oplevelser helt uforglemmelige: At opleve vores atleter ved Special Olympics World Games i Abu Dhabi var en oplevelse for livet. Vi stillede med den største trup til dato bestående af 89 atleter og 26 trænere og ledere, som alle kæmpede, jublede, ærgrede sig og repræsenterede Danmark og visionen bag Special Olympics på fornemste vis. Også EM i kørestolsrugby på vores hjemmebane i Vejle var en oplevelse, jeg sent vil glemme. En fantastisk atmosfære i et propfyldt Spektrum løftede det danske hold, som med en fremragende præstation sikrede sig sølvmedaljer og kvalifikation til de Paralympiske Lege for første gang nogensinde. Året vil desværre også blive husket for, at JYSK-ejer Lars Larsen gik bort i august. Danmark mistede en unik forretningsmand, og Parasport Danmark mistede en nær ven og solidarisk støtte igennem 30 år. Familien har tilkendegivet en fortsat støtte, og det er vi yderst taknemmelige for. Tak til Lars Larsen for oplevelserne, venskabet og støtten. Æret være hans minde. Kerneværdier samler os I det lidt mere overordnede perspektiv har vi i forbundet i 2019 haft fokus på vores nuværende strategiaftale med DIF, som danner grundlag for vores andel af udlodningsmidlerne for perioden 2018-2021. Vi har fokus på rekruttering, partnerskabsaftaler med specialforbund, kommunesamarbejde og international repræsentation. Samarbejde, dialog og synlighed. I har efterhånden hørt disse kerneværdier mange gange, men de er stadigvæk meget centrale for vores fælles arbejde i Parasport Danmark og har også i 2019 præget vores indsatsområder. Samarbejde med centrale medspillere er helt afgørende for at løfte parasporten i Danmark. I 2020 skal det paralympiske samarbejde med DIF realiseres, og øgede midler til blandt andet trænings- og konkurrenceforberedelser kan forhåbentlig omsættes til gode resultater i Tokyo. Vi har desuden i 2019 indgået endnu flere aftaler med specialforbund til gavn for vores atleter og idrætter, og et nyt samarbejde med Danske Handicaporganisationer om Videnscenter om Handicap er sat i søen. Dialog og synlighed hænger ofte sammen og har blandt andet udmøntet sig i, at bestyrelsen har afholdt dialogmøder både øst og vest for Storebælt. Det gav anledning til konstruktive debatter og brugbare tilbagemeldinger. For mig er det yderst vigtigt, at dialogen ikke alene er mellem bestyrelse og medlemmer, men på tværs mellem os alle. Det inspirerer, og vi lærer af hinanden. Og dialog er naturligvis ikke kun forbeholdt dialogmøder. Både ansatte og bestyrelse er altid interesserede i at høre, hvad der rører sig, og hvor vi kan gøre tingene bedre. Synligheden har også vist sig mere konkret ved, at vi bliver mere og mere synlige i mediebilledet. Eksempelvis dækker DR parasporten jævnligt og sendte i år live fra både EM i kørestolsrugby og VM i para-atletik. Alt dette kan I læse mere om herunder. God læselyst. John Petersson Idrættens Hus • Brøndby Stadion 20 • DK-260 5 Brøndby Parasport Danmark 3
Del
Print
Download PDF fil